Jeg ved ikke om jeg kan sætte ord på det, uden at få det til at lyde som om jeg ikke er glad for mit forhold. Men nu prøver jeg alligevel.
Det meste af mit liv har jeg sagt at jeg ikke ville have børn. Jeg har altid syntes at børn var irriterende og det var i hvert fald ikke noget jeg selv skulle sætte i verden.
I takt med at jeg blev ældre, begyndte jeg at have mere og mere lyst til at få børn. Eller rettere sagt: jeg havde lyst til at være nogens mor. Jeg har altid ment at jeg har rigtig meget kærlighed at give af, så at få et barn ville være den største måde at give kærligheden videre på.
Da jeg var 21 år, tænkte jeg for første gang at ønsket om at blive mor, var så stort at jeg vidste med mig selv, at var jeg nødt til det, så fik jeg børn alene. På solo-mor manerer.
Et års tid efter mødte jeg min kæreste, og derefter gik det hurtigt. Han kunne opfylde mit ønske om at blive mor, og han ville endda også være far.
Min egentlig grund til aldrig at ville have børn, da jeg selv var barn, var frygten for at blive forladt. Ligeså meget som frygten for at få et barn, der ikke skulle opleve at have en far, ligesom jeg selv, og derved føle at der mangler noget - det ville jeg ikke udsætte mit barn for.
Efter jeg er blevet mor har jeg det dog helt anderledes.
For første gang nogensinde har jeg fundet ro og styrke i at være mig. Jeg er ikke usikker på min rolle som mor, eller på mig selv som menneske generelt. Mit liv giver mening nu, som det aldrig har gjort før. Meget kliché-agtigt, men det passer. Mit liv handler om noget. Det handler ikke bare om mig selv, og at finde mig selv, stille spørgsmålstegn ved mig selv og hvem jeg er. Nej, nu er jeg sgu' nogen. Jeg er nogens mor. Jeg er også stadig Sissel, men det er ligesom om det er et andet liv, der kører i baggrunden, som jeg altid kan vende tilbage til. Men main-story er at jeg er mor til Bøffen. Bøffen er mit lille mirakel.
Da jeg fik ham skete der mange ting indeni mig. Mest skete der dog da jeg fik det bedre psykisk, og derfor begyndte at mærke mig selv bedre, og de følelser jeg har omkring Bøffen og alt andet.
Med de følelser er der kommet så stor tilfredshed, at jeg dog også har indset at mit behov for kærlighed, ikke er så stort mere. I hvert fald ikke hvis det kræver mere energi og overskud end godt er. Hvis der er mere arbejde i at få noget tilbage, end der er i at give, så føler jeg lidt at jeg spilder mig selv.
Bøffen skal have alt den kærlighed han kan rumme, og det gør jeg alt for at give ham. Mit forhold derimod, det er ikke længere det vigtigste for mig. Jeg har endelig nok i mig selv, og nok i mit eget liv. Jeg er ikke længere afhængig af en mand, der skal give mit liv mening. Jeg har selv givet det mening, Bøffen har givet det mening.
Jeg er blevet stærkere af at være mor. Jeg er en super mor, og det afspejler sig i Bøffen. Alle elsker Bøffen, Bøffen elsker alle. Han er lige akkurat som han skal være, for at være et afkom af en god mor. Så det er jeg virkelig ikke i tvivl om at jeg er. Derimod er jeg blevet i tvivl om hvem der fortjener min kærlighed. For ja, den skal man nu gøre sig fortjent til. Mit liv er for kort til at spilde mig selv nu.
Min kæreste og jeg er stadig sammen - bare rolig. Jeg håber også vi bliver ved at være sammen, men jeg er meget mere afslappet omkring, hvis vi en dag ikke kan få det til at fungere. Så længe Bøffen er glad, og vi også er glade - så er alt godt. Det er ikke sikkert det er det rigtige at blive sammen for altid, det er heller ikke sikkert det er rigtigt at gå fra hinanden.
Jeg ved bare at jeg tror på at to glade forældre hver for sig, er bedre end to halv-(u)lykkelige sammen. Med glade forældre kommer der også et glad barn, det handler bare om signalerne man sender og måden man gør det hele på.
Min konklusion på det her indlæg er noget i retning af; at jeg ikke tager noget som en selvfølgelig - og jeg tager absolut intet forgivet.
Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, men jeg ved at jeg vil have mig selv med hele vejen, uanset hvad det betyder. Jeg glæder mig til resten af livet, og jeg er ikke bange. Jeg kan nemlig alt, for jeg er mor.
